Kom og hør 10 strings og damekoret disQant give en koncert , som leger med ord og musik, klang og lyd og hvor du også får mulighed for at blive aktør!
Argentinsk tango, europæisk førsteopførelse af William Andersson USA, ny musik af Pelle Gudmundsen-Holmgreen, Bo Andersen og Kuno Kjærbye, digt af Stine Rejnholdt og John Keats.
Der sluttes af med indsmigrende salonmusik fra 1800-tallets Italien af Mauro Giuliani - en af sin tids helt store guitarvirtuoser.
***
10 Strings - Mikkel Andersen guitar og Kuno Kjærbye violin. Duoen blev dannet i 2016, har givet koncerter i Danmark og England. Flere komponister (Danmark, England, Cuba) har komponeret og tilegnet musik til 10 Strings. Hver for sig har de uropført og fået tilegnet mange værker af både danske og udenlandske komponister.
disQant damekor blev grundlagt i 1951 under navnet Roskilde Damekor - et kor, som dyrker den klassiske korsang og som gennem årene har udvidet sit repertoire fra den store klassiske kormusik til også at omfatte helt ny musik med adskillige uropførelser. disQant indgår tit i samarbejder med andre kor og dirigeres af Camilla Donovan.


