15 jan 2019

1-minuts mikro-dokumentarer

Kaja MANAGEMENT lancerer et nyt audiovisuelt projekt, der portrætterer den eksperimenterende musikscene anno 2018. Projektet blev lanceret på galleriet Peryton i december 2018 og udkommer nu i digital format.

Projektet består af 5 mikro-dokumentarer af 1 minuts varighed skabt i samarbejde med filminstruktør Mads Hemmingsen. Portrætterne inkluderer 5 danske kunstnere: violinist Nils Gröndahl, elektronisk komponist SØS Gunver Ryberg, trommeslager Anders Bach, impro-duo SAV - Lars Bech Pilgaard & Mija Milovic og komponist Sandra Boss.

Dogmet for dokumentarerne er, at hver film tager udgangspunkt i den pågældende kunstner, og består af billeder af de ting og steder som giver kunstneren inspiration til at komponere musik. De fem dokumentarer har derfor hvert sit filmiske udtryk afhængig af komponistens musik og inspirationskilder. Dokumentarerne kan opleves hver for sig, men også samlet, som et mangfoldigt portræt af den eksperimenterende musik. Ved at vælge en varighed på 1 minut, er ambitionen at holde på publikums opmærksomhed og gøre dem nysgerrige på mere. Dokumentarerne skal nå ”SoMe” generationen og Youtube-brugeren i øjenhøjde og skabe opmærksomhed for den ellers lidt nicheprægede musik. 

Hver film er baseret på et længerevarende interview med musikerne. Rekvisitter, tøj, lys, valg af locations og optageformat er alt sammen valgt ud fra disse interviews. 

Instruktør Mads Hemmingsen knytter et par tanker til hvert portræt:

Nils Gröndahl
Filmen kredser om tab og fravær. Ekkoer af genstande som ikke længere er til stede. I et dødsbo. Opstillede instrumenter, som et fragmenteret minde om bagsiden på pladecoveret fra Pink Floyds “Ummagumma”. Et sympatisk tempo, med en hilsen til Tyskland.Filmet på 16mm.

Anders Bach
Filmen handler om tidsforskydning, tæthed og afstand. Forskellen mellem hvad der er “live” og hvad der er efterbehandlet er udvisket. “Impact” som pejlemærke. Det magnetiske instrument og en gong, der blev ramt før vi så det. Signaler vi ikke kan spore og afstande vi ikke kan definere. Filmet på Alexa-mini med anamorfiske optikker.

Sandra Boss
Filmet i Stevns, hvor Sandra bor. Instrumenter som installationer. Orglets anatomi og vejrtrækning. I fraværet af orglets krop står rummet som ramme, med en åbning for oven. Vi kommer aldrig ud. Vi er fanget i denne respiration, mens tanken drømmer om idyllisk natur. Filmet på 16mm.

SAV
Forskellige stemmers input i en fælles fortælling, som ikke er aftalt på forhånd. Baseret på tillid. En bevægelse fremad og ind i materialet. Gennem systemer og landkort. Et lag af krimi- og mugshots, inspireret af tekstuniverset. Og det magnetiske bjerg i Serbien, hvor duoen har det med at samle tankerne. Filmet på 35mm.

SØS - Gunver Ryberg
Filmen handler om kroppene, der ikke kan mere. Om overgange og transformationer, især dem der nærmer sig opløsning. Kropslig musik og fraværet, der bør mærkes når lyden er væk. Vandets forbindelse til dødsriget, samt hvad der ellers ligger og snasker på havets bund. Filmet på Alexa-mini med macro-optikker.