19 maj 2025

Økokritisk kunst

ES21 inviterer til netværksmøde med komponisten Tine Surel Lange som gæst.

Tine Surel Lange er en spændende dansk-norsk komponist, som både vil tale om – og præsentere – sit økokritiske lydværk ‘En skog av lyd’. Værket er inspireret af, hvordan enkelte, spredte træer langsomt gror sammen til en skov, og af hvordan svampen mykorrhiza fungerer som et symbiotisk netværk mellem planterødder, der gør det muligt gensidigt at kommunikere, udveksle næring og advare hinanden om farer.

Surel Lange fortæller: “Da jeg som lille for første gang var i Danmark efter indtil da kun at have set små forvredne birketræer i Nord Norge, var det mig et under, at de enorme bøgetræer kunne gro så uendeligt højt uden at vælte. I dag synes jeg fortsat, de er voldsomt imponerende.”

Værket består af en kombination af feltoptagelser lavet i danske bøgeskove og komplimenterende instrumentallyde, der smelter sammen, som træerne gør det under jorden – forbundet gennem et netværk, der har fungeret over millioner af år, men som med menneskeartens hærgen og ubalancerede forhold til naturen bliver mere og mere ustabilt. Når træerne med det største og bredeste netværk fældes, ødelægges netværket, og vigtig kommunikation går tabt.

Værket blev skabt for fem strygere fra Damkapellet og Lydbrøndene. Til SV-festivalen og ES21 præsenteres en 5-kanals version af værket.

Tine Lange Surel har studeret ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Sonic College i Sønderjylland. Hendes udtryk spænder fra eksperimenterende kammermusik til elektroakustiske arbejder, performance og audiovisuelle værker.


Om ES21
ES21 er et netværk for den eksperimenterende scene med fokus på nyskabende musik fra artpop til avantgarde. Netværket har eksisteret siden 2013, og det er åbent for alle medlemmer af Koda, der er nysgerrige på nye inputs og vidensdeling i en social sammenhæng, som både vægter faglig dybde og foreningshygge.

Netværket drives af Jan Lippert, som også faciliterer netværksmøderne. Er du interesseret i at vide mere, kan du tage kontakt til ham på newsound21@gmail.com