9 sep 2020

Når Nordjylland spiller op!

I dagene 11.-13. september vil Aalborg genlyde af nye toner, klange og rytmer, når årets OpenDays Festival slår dørene op.

OpenDays Festival åbner fredag d. 11. september med SIRENA blokfløjtekvartetten fra Danmark og Sverige i et bredt og internationalt program hvor bl.a. Tore Bjørn Larsen og Bo Andersen repræsenterer de danske farver.

Fra lokalt hold kan man høre sopranen Marianne Heuer akkompagneret af Peter Schüsler på klaver i sange af komponisten Bendt Astrup; og saxofonisten Henriette Jensen runder fredagen af med et brag af en koncert under titlen ”Valo! Elämä!”, der er finsk og betyder Lys og Liv og i øvrigt henter titlen fra et værk af komponisten Eirik Moland.

Lørdagen byder på 2 koncerter med et internationalt ensemble af stjernemusikere. Violinisten Peter Bogaert fra Belgien står i spidsen for et dream team på 8 musikere samlet til lejligheden fra Belgien, Frankrig, Tyskland, Island og Danmark. De betjener en farverigdom af instrumenter, violin, viola, fløjte, bas-klarinet, basun, harpe, slagtøj, accordeon og ondes martenot, og ensemblet uropfører et nyt værk af Niels Chr. Rasmussen, 'Book of Images', skrevet til netop disse 9.

Dernæst er der koncert med intet mindre end det fantastiske Ensemble Adapter fra Berlin. Kvartetten har talrige koncerter bag sig over det halve Europa og med den nyeste musik som speciale. Programmet rummer spændende nye værker af David Bird og Jo Kondo, Bianca Bongers, Jesper Pedersen og Ivan Olsen.

Danmarks Radio optager og udsender.

Søndagen præsenterer den unge danske stjernemusiker, Clara Guldberg i et program hvor hun lader sin blokfløjte akkompagnere af elektroniske klange af mange slags. Clara Guldberg medbringer 2 svenske uropførelser foruden værker af Ryohei Hirose og Louis Andriessen.

Festivalen slutter med 4 musikere fra Athelas Sinfonietta, der byder på solo værker af bl.a. Ib Nørholm og Bent Sørensen. Koncerten præsenterer desuden et helt særligt projekt, hvor komponisten Eirik Moland på OpenDays' foranledning har komponeret 2 små værker som en række MGK-studerende fra Aalborg Kulturskole giver verdenspremiere i sammenspil med de 4 Athelas musikere.

De 3 festivaldage er således en unik lejlighed til at dykke ned i og holde sig ajour med, hvad der rører sig af nye klange, udtryk og spillemåder i musikkens verden anno 2020.