19 okt 2020

Freja Kirk gæster netværket ES21

Tirsdag d. 3. november inviterer netværket for musik på tværs af genrer - ES21 - på en artist talk med sangerinde og sangskriver FREJA KIRK. Hendes musik er en blanding af elektronisk musik og livemusik i genrevridende møder mellem det trapsoulede og det r&b-eksperimenterende.

På sit seneste stærke og anmelderroste album, Pussyfied, favner hun usikkerheden og fejrer sejrene. Det er et dybt personligt album, hvor hun dykker ned i temaer om at føle sig til rette i sin krop med sit køn. På mødet vil hun gå i dybden med sin musik og sine produktioner, samt hvad der inspirerer hendes sangskrivning.

Netværksmødet præsenterer også KATRINE VILLADSEN som vil fortælle om sit arbejde med Beats by Girlz, som tilbyder undervisning i elektronisk musikproduktion for piger, kvinder, trans- og ikke-binære personer. Aktuelt har Beats by Girlz netop samarbejdet med SV-festival og her præsenteret workshops med bl.a. Jomi Massage og Halvcirkel.


OM NETVÆRKET ES21

Elektronisk musik er en af de hurtigst voksende genrer i musikindustrien, og der er fart på både på den kommercielle scene og inden for den elektroniske undergrund af ny eksperimenterende musik.

ES21 er et tilbud til alle medlemmer af Koda, der har interesse for at udvikle og "forstyrre" sit eget kompositoriske virke, set-up og mindset med E21-inputs - et sted for faglighed, forgrening og foreningshygge.